Sjællandsserien: Vision og passion i topklasse
Da Køge Boldklubs førstehold i Sjællandsserien lørdag middag den 12. september på hjemmebane mødte Herlufsholm GF gik det ikke værre end at gæsterne kørte fuldstændig rundt med køgenserne og kunne rejse hjem sydover med en stensikker og fuld fortjent 5-0 sejr i bagagen efter vel nok en af de ringeste indsatser af Nicklas Mosegaards mandskaber de sidste mange sæsoner.
Efter den kamp fulgte et knebent 2-1 nederlag ude mod Solrød FC, der scorede sejrsmålet i dommerens tillægstid - og herefter var der ikke så mange der satte næsen op efter at Køge-holdet skulle nå efterårssæsonens store mål om at sikre sig en plads i forårssæsonens oprykningsspil om en plads i Danmarksserien.
Men så vendte bøtten - og siden 2-1 nederlaget på Solrød Idrætscenter har Køge taget skeen i den anden hånd og har vundet de efterfølgende seks kampe i træk - senest fredag aften på SeiffertArena i Herlufsholm, hvor der blev taget eftertrykkeligt revanche for 0-5 ydmygelsen i Køge den 12. september.
"Vi er med på at vi leverede en dårlig kamp på hjemmebane i mod det samme hold som vi mødte fredag aften, men denne aften var der ingen der var det ringeste i tvivl om hvem der var bedst. Vi leverer en virkelig flot præstation med vision og passion i topklasse", sagde en rigtig glad cheftræner Nicklas Mosegaard efter at have sundet sig sammen med sit hold og øvrige træner- og lederstab og gjaldet sejrssangen ud over omklædningsrummet så det kunne høres på næsten hele stadion..
4-0 til Køge stod der at læse på måltavlen - og det var ikke et mål for meget.
"I aften så vi et Køge-hold der lagde alt hvad de havde af energi på banen og nok også mere end det. Hold da op for en HOLD indsats", fortsatte Nicklas Mosegaard.
Køge kom på sejrskurs i kampens 20. minut, hvor Thomas Lima Kling bragte holdet på 1-0 efter forarbejde fra Emil Andersen.
Efter pausen slog Køge til og afgjorde kampen med to hurtige scoringer i det 59. og 60. minut. Først var Thomas Lima Kling endnu engang på pletten til 2-0 efter oplæg fra Topper Aller, og minuttet senere var det Emil Andersen der nød godt af et flot forarbejde fra Topper Aller. Sejren blev definitivt slået fast til 4-0 i det 81. minut, da lille vævre Topper Aller var på pletten og bankede bolden i nettet - oplægget hertil kom fra Emil Andersen, der ligesom sine kolleger i Køges offensiv spillede en fortrinlig kamp. Men ALLE var på toppen denne fine efterårsaften i Herlufsholm. En skøn revanche på det absolut bedste tidspunkt på sæsonen.
For med to kampe tilbage inden vinterpausen, er Køge Boldklub nu så tæt på at have sikret sig plads i forårets oprykningsspil som man næsten kan komme. Afgørelsen kan med et godt resultat i næste kamp, top- og lokalbraget mod Solrød FC lørdag den 7. november kl. 15.45 på Capelli Sport Stadion betyde at avancementet allerede er sikret inden den sidste kamp lørdag den 14. november på udebane mod Nykøbing IF.
Sejren i Herlufsholm var Køge-holdets sjette i træk og en samlet målscore på 20-3 i de seks kampe.
Holdet der sikrede de meget vigtige tre point mod Herlufsholm GF så således ud:
Daniel Carvalho, Frederik Petersen, Tobias Ljungstrøm, Viktor Thorsted, Oliver Sønderbæk Andersen, August Halling, Jonas Kongsdal Sørensen, Bertil Storskov, Topper Aller, Emil Andersen, Thomas Lima Kling.
På udskiftningsbænken startede Christian Kjelstrup Larsen, Thomas Thorsted og Noah Nimand - og alle kom i aktion i løbet af kampen.
Køges næste kamp er som nævnt top- og lokalbraget mod Solrød FC, der tirsdag aften sikrede sig avancement til forårets oprykningsspil med en 2-1 sejr på udebane mod Nykøbing IF. Solrød FC fører efter 12 spillerunder med 29 point - to foran Køge der på andenpladsen har 27 point, fem point flere end Herlufsholm GF på tredjepladsen.
Andetholdet rykker ned i Serie 2
Lørdag eftermiddag blev det desværre definitivt afgjort, at Køge Boldklubs andethold i Serie 1, Pulje 4, med et nederlag på 4-1 i udekampen mod Fløng/Hedehusene Fodbold må gå den tunge gang ned i Serie 2 i forårssæsonen - men holdet har store ambitioner om at vende tilbage til Serie 1 igen hurtigst muligt.
